Der er årligt omkring 16.000 ekstra antal dødsfald i Danmark blandt personer, der ryger eller har røget, i forhold til personer, der aldrig har røget. Det svarer til omkring 30 procent af alle dødsfald i den voksne danske befolkning. Og dét gør rygning til den risikofaktor, der fortsat fylder mest i den danske sygdomsbyrde.
Det kan man læse i rapporten “Sygdomsbyrden i Danmark – risikofaktorer”. Den viser, hvordan ni risikofaktorer belaster samfundet, sundhedsvæsenet og danskerne. Risikofaktorer som stillesiddende fritidsaktivitet og alkohol bidrager også med mange ekstra dødsfald – henholdsvis 4.600 og 2.500 ekstra dødsfald om året. I forhold til alkohol ses de ekstra dødsfald især hos mænd.