Forbilledligt kommunalt samarbejde vinder Årets Sundhedsfremmende og Forebyggende Tiltag for ældre 2020

En animationsfilm om ensomhed og det bagvedliggende samarbejde mellem forebyggelseskonsulenter og brobyggere i Viborg Kommune vinder SUFOs pris Årets Sundhedsfremmende og Forebyggende Tiltag for ældre 2020.

Britta Koppelgaard, Viborg Kommune, med diplomet for Årets Tiltag 2020

Det var SUFOs medlemmer, der valgte tiltaget ud af i alt tre ved en elektronisk afstemning.
I tiltaget sættes der fokus på opsporing af ensomhed bl.a. gennem en animationsfilm, der gør informationen mere visuel og dermed lettere tilgængelig. Målgruppen for filmen er ikke den ensomme selv, da de typisk ikke selv rækker ud, men det nære netværk (fra 40+), personale, praktiserende læger m.v. Sammen med filmen er der blevet lavet forskelligt materiale, f.eks. rollups, postkort, stillbilleder osv. Filmen er lavet så den, med få tilrettelser, kan bruges af andre kommuner. Find filmen her.

 

Filmen er lavet i et samarbejde mellem det forebyggende team og brobyggerne fra Aktivitet og Udvikling i Viborg Kommune. Brobyggerne har fokus på ensomhed blandt de borgere, der modtager hjemmehjælp. De tager på hjemmebesøg på samme måde som forebyggende medarbejdere.

Brobyggerne tager sig primært af den gruppe af hjemmehjælpsmodtagere, som ikke kan få forebyggende hjemmebesøg. Der er et tæt samarbejde om de borgere, der befinder sig i snitfladen imellem de to tilbud. På den måde falder ingen borgere igennem systemet, og de bliver givet det bedste tilbud med hensyntagen til forbrug af ressourcer.

 

Formand for SUFOs bestyrelse, Anne Dorthe Prisak udtaler: “Tiltaget er et godt eksempel på, hvordan man ved at arbejde på tværs i en kommune kan udvikle bedre løsninger og nye idéer til gavn for borgerne. Tiltaget er en stor inspiration for alle forebyggelseskonsulenter, der foretager forebyggende hjemmebesøg. Samtidig er vi glade for i SUFO, at vi i en meget anderledes og turbulent situation, alligevel kan give et – ikke fysisk, men – digitalt skulderklap til kolleger, der er med til at gøre en forskel. Stort tillykke til Viborg Kommunes forebyggelsesteam og team for Aktivitet og Udvikling med prisen. Vi glæder os til på et tidspunkt at kunne fejre det fysisk med jer”.

 

For mere viden om tiltaget, kontakt Britta Koppelgaard fra det forebyggende team i Viborg Kommune på tlf. 51 49 08 95 eller mail bk8@viborg.dk

 

Mere om SUFO og prisen

Medlemmer af SUFO har stemt digitalt, hvor valget stod mellem tre gode tiltag med fokus på, at de gør en positiv forskel for borgere, der er i målgruppen for forebyggende hjemmebesøg. Tiltaget skulle kåres på SUFOs årskonference i marts, som desværre måtte aflyses grundet corona-epidemien.

Bestyrelsen besluttede at fortsætte afstemningen blandt medlemmerne.

For mere viden om SUFO og prisen kontakt formand Anne Dorthe Prisak på tlf. 41855252 eller mail adbp@aarhus.dk

Sufo.dk